Elephant's Foot er en performance og installation om en svamp der blev fundet i den lukkede reaktor 4 i Tjernobyl. Denne svamp har indordnet sig sådan at den kan leve af gammastråling. På den måde former den en symbiose med katastrofens miljø.
En del af performancen er et akvarium med vand, en træstamme med inokuleret mycelium, et soundtrack med frølyde og en geigertæller samt lyset fra et grow light.
Selve performancen består af et ritual hvor en tekst bliver fortalt, efter dette en bøn til svampen, hvorefter træstammen sænkes ned i akvariet (hvor myceliet bliver aktiveret) og hængt på en krog fra loftet. Dette er den faste installation. Svampene vil nu gro ud af træstammen til lyden af soundtracket.
Først opført på NLH Space i København som del af gruppeudstillingen Body Screeners, 2014