Kaospad

KAOSPAD

Kaospad is a collective writing project (still somehow on-going) that is part of the collective science fiction novel Samlemappe no. 1, edited by Rasmus Brink Pedersen.

Writers in Kaospad: Rasmus Brink Pedersen, Hannah C. Lutz, Anna Ørberg and Kristian Byskov

Written in Danish and Swedish

About Samlemappe no. 1

See Kollektive Skrivemaskiner

Excerpt:

– Nej.

– Nejnej, det gør vi ikke.

– Nå, men hvad fanden har I gang i?

– Er det fundamentet igen?

– Du ved det godt, det er jo…hold da op.

– Hvad?

– Jeg ramte ved siden af for anden gang i træk.

– Det er noget rigtig lort. Jeg sagde det jo. Nu bliver vi nødt til at flytte

igen. Hvis bare du havde ventet lidt, det havde ikke gjort spor.

– Jo det havde. Jeg havde ikke noget valg.

– Hold da op…

– Åh nej.

– Åh.

– Hm…

– Hvad?

– Se.

– Ja?

– Den slukkede sig selv.

Kan vi aftale en anden form? Denne her er overraskende svær.

Måske kan vi mødes? Sådan ægte mødes.

Om i befandt jer på den anden side af jorden, ville jeg gennemrejse denne

synkende skude af en planet for blot et øjebliks fællesskab.

Er det uopfindsomt? Altså at mødes?

Mødet med hinanden er måske ikke så radikalt, men det er hyggeligt.

Der findes mange former, som eksperimenterer med ‘at mødes’.

Det er jo fremtiden det her, vi lever i fremtiden!

Her mødes man sådan lidt mere hi-tec, ikke sandt, det er nok at foretrække.

Her mødes vi i fora, vi deler og vi deler og vi deler.

Men hvor ER dette ‘vi’? Altså sådan ægte ‘ER’?

Kroppene jeres, hvor er de? Er de varme eller kolde, og stemmeføringen, hvordan

er den?

Kan vi mødes? (desperation)

Jeg vil gerne mødes – også efter det at er for sent

(I et glas syltede tomater: bakterier og nelliker og peberkorn. Huden er tynd og

hård og svær at bryde uden at presse det vandholdige indhold ud af tomaten. PHværdien

holdes lav og glasset skal opbevares mørkt ellers gror der ukontrollable

kolonier. De overtager glassets indhold: alt det, der er imellem tomaternes

tynde plastichud. De nye bakterier er produceret inde fra. Tomaternes hud er

uigennemtrængelig pga. det naturlige syreindhold. Men på et tidspunkt finder

bosætterne en revne, et brud i overfladen, hvor de gør et varigt ophold.)

BACK